Den 2. august 1980 bliver jeg født i Herning. Min mor har på det tidspunkt ligget på hospitalet i fire måneder, for at jeg ikke skal falde ud. Det er lægerne, der har rådet hende. I 1982 bliver min mor og far skilt. Min far får min bror. Min mor får mig. Vi flytter ind i et lille rækkehus i Hammerum. Der har vi en nabo, der syr om natten, så væggene ryster, og et tog der kører igennem baghaven. Men vi har det godt. I 1983 går jeg på et fortov. Solen er ved at gå ned, og jeg kan se rønnebær inde imellem nogle buske. Jeg er alene, men ikke bange. Jeg fik engang foretaget en hukommelsestest. I den forbindelse fortalte man mig, at den følelse, jeg havde indeni ved den allerførste erindring, var grundlæggende for det stemningsleje, jeg ville opleve som voksen. Alene, men ikke bange. I 1986 flytter min mor og jeg til Karup. Vi har gæs, får, kaniner, en hund på prøve og ål. I 1987 flytter min mor og jeg tilbage til Herning. Der har vi et stort badekar og en altan med store, jordfyldte kummer. I en af dem begraver jeg i 1994 en kanin og i 1995 en skildpadde. I 1997 flytter jeg til Aarhus, hvor jeg går på HF. Fra den periode husker jeg mest: at kigge ud af vinduerne, at spise trøfler, at læse Helle Helle og Naja Marie Aidt og Michael Strunge, at bruge udtrykket "flammende inferno" i samtlige skriftlige opgaver. Det hele går let; sådan huskes det. Det er sikkert ikke sandt. I 1999 finder jeg min bedste ven. Han har en kikkert, og ved hjælp af den holder han øje med menneskerne på den anden side af græsset. Jeg får også smag for at observere. Særligt ét par er vi interesserede i. En dag holder de op med at trække gardinerne for. Indimellem stiller de sig ligefrem op og ser på os, men de vinker ikke. Min ven forærer kikkerten væk, og vi savner den aldrig. I 2002 flytter jeg til København. Jeg læser sociologi og bor i en lille hvid loftslejlighed. Jeg bliver klogere, og papirerne hober sig op. De tykke bøger ligger ved siden af min seng i store tårne, mens jeg, meget af tiden, kigger ud af vinduet og ser folk gå ind og ud af pizzeriaet på Tagensvej. Jeg forestiller mig, hvad de hedder. Jeg spekulerer på, om de er ensomme eller lykkelige, om deres køkkener er primitive med afskallede låger, om de smiler oprigtigt eller falsk til manden eller damen ved deres side. Og sådan bliver der så lidt plads i mit hoved til de kloge input fra de tunge bøger og derfor så meget plads til mine egne empiriske undersøgelser. Jeg skriver dem ned og sender dem til Forfatterskolen. I 2004 bliver jeg ringet op af rektor fra Forfatterskolen. Jeg husker, at jeg til samtalen bærer en kinesisk skjorte med lyserøde blomster på, og at jeg, inden jeg går ind ad porten, prøver at kaste op ved Det Kongelige Teater. Hans Otto Jørgensen har bedt mig medbringe en tekst, som ikke handler om sex og unge mænd. Den handler om en kontormand, der er forelsket i et stykke chokolade, som ligger i hans skrivebordsskuffe. Sammen rejser de til Tyrkiet. Historien slutter på flyet. Jeg forstår ikke selv min tekst, og det gør de ti fremmødte heller ikke. Senere på året starter jeg på Forfatterskolen. Derfra husker jeg især en bådebygger, der skriver om skibe, en korthåret pige, hvis far er jazzmusiker, og en dreng der har en meget flot dialekt. Jeg køber mange Guccitasker i den periode. Måske fordi jeg alligevel ikke ved, hvem Sylvia Plath og Gertrude Stein er. Indimellem er de onde ved mig. Så går jeg hjem og græder. Men jeg lærer også noget for, måske, første gang nogensinde. Om litteratur, ja, men også om idealer og liv. Jeg møder mennesker, der ikke drives af penge, men i stedet af nødvendigheden af at skabe og kommunikere. Det er meget avantgarde for mig, og samtidig ændrer det alt. I 2006 er jeg til afdansningsbal på skolen. Katrine har en lyserød tylskjole på, og jeg ærgrer mig over, at vores årgang ikke, som årgangen før os, modtager en gul rose af skolens sekretær. På vejen hjem tager jeg mine sko af. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg aldrig vil skrive en bog. I 2008 udkommer "Sexdronning" på Gyldendal.