You´ve come a long way, baby:

 

Hvis man kender til det at være afhængig af noget – mad, sex, medicin, stoffer, alkohol eller andet – så forstår man godt, at selvom man ved, noget ikke er sundt, så betyder det ikke nødvendigvis, at man ikke ønsker det som en del af sit liv eller at man er i stand til at slippe det. Jeg forstår godt, at det er ekstremt svært at holde op med at ryge. Jeg forstår godt, at man kan have brug for at ryge og jeg misunder rygere, at de kan tænde noget, som kan gøre dem instant rolige. Havde jeg været mindre neurotisk og optaget af sundhed, så ville jeg måske også selv være ryger? I hvert fald har jeg altid været meget fascineret af cigaretter. Da jeg var barn elskede jeg chokoladecigaretter. Jeg elskede at se på folk, der røg. Og så havde jeg en veninde, hvis bror og far begge røg omkring 40 cigaretter om dagen. Jeg kunne sagtens få en hel aften til at gå med at sidde i deres sofa, med tobak og hylstre foran mig, og lægge tobakken sirligt ned i den særlige maskine, der producerede en rigtig cigaret, som lignede dem fra butikkerne, med et enkelt hiv til den ene side.

 

Til en reception, for en af mine bøger, blev jeg tilbudt 8000 kr, hvis jeg ville have en cigaretmaskine stående til arrangementet. Jeg takkede nej, men begyndte at få øjnene op for tobaksproducenternes måde at arbejde på – at betale for legitimering og coolness. Efter en veninde blev syg af lungekræft, fordi hun havde røget, tog jeg kontakt til Kræftens Bekæmpelse – jeg var interesseret i at vide, hvordan rygning og kvindekamp var knyttet til hinanden, for sådan ser det ud i reklamer, på modefotos og instagram. En af deres medarbejdere, fantastiske Niels Them Kjær, skrev jeg med igennem et stykke tid, og han fortalte mig historien om Virginia Slims. Det er en vild historie om en industri, der lukrerer på kvindekampen ved at sælge ideen om, at rygning er cool til unge, smukke, raske mennesker. Når man oplever, at mennesker tæt på en bliver dødeligt syge af cigaretter, kan man blive ret vred over, at cigaretter samtidig lanceres som et livsstilsprodukt på linje med parfumer, tøj og sodavand.

 

Tobaksindustrien er dog ikke den eneste, der har hægtet sig på kvindekampen. Damebladene, tøjindustrien, populærkulturen ved også godt, hvilke knapper der skal skrues på, for at få kvinder til at købe deres produkter (som jeg selv har købt mange af for at blive mere rigtig). Det ligner en hjælpende hånd, men fungerer mere som et smørret, kapitalistisk smil. Hvordan holder man fast i sig selv og sin integritet, når man samtidig kun er et menneske med usikkerheder, sårbarheder og et behov for accept?

 

Jeg synes selv, det er enormt svært at stå fast, når livet river og flår i mig.

 

Koster det noget at være feminist?

Jeg har fået det vildeste legat af Statens Kunstfond til arbejdet med dette stykke. Tusind tak for det: